Tekstilhistorie
For at forstå hvordan håndarbejdet er opstået, er det vigtigt at tage et kig på hele tekstilens historie. I afsnittet her, får du et kort overblik over, hvordan håndarbejde og tekstilfremstilling har udviklet sig siden oldtiden i Danmark og frem til i dag.
Der er stor forskel på, hvordan udviklingen har været, alt afhængig af hvor på kloden du kigger. I nutiden er Europa og den vestlige verden toneangivende på mange områder, men sådan har det ikke altid været. Steder som Kina og Mellemøsten, lavede faktisk tekstiler flere tusinde år før os. Europa derimod, udviklede næsten ikke tekstiler fra bunden, vi overtog og tilpassede blot teknikker, der allerede var opfundet andre steder i verden. I teksten her er der fokus på hvordan den udvikling foregik i Danmark.
Oldtiden (Bronze- og Jernalder)
Ca. 1500 f.kr. – 800
Uld fra fåret har været det absolut mest anvendte fiber til tekstilfremstilling i oldtiden, men man brugte også plantefibre som brændenælde, hør, hamp og humle til at lave tekstiler af.
Da hænderne skabte det første tøj
Det var en tidsalder hvor man havde får som husdyr, og det var derfor oplagt at spinde en tråd af ulden. Man kan fra fund i gravhøje finde tekstiler af uld, der peger på at klædte sig i dragter af uld. Det har vist sig at ulden i høj grad kom fra udlandet, hvilket tyder på at det ikke har været tilgængeligt for alle og enhver.
Derfor måtte man i stedet ty til planterne. Brændenælden er det ældste kendte materiale, der er blevet brugt til produktion af tekstiler. Her lavede man brændenælde fibre ved at gnide en tørret brændenælde stængel mellem hænderne så “taverne” frigøres, der uden videre forarbejdning kunne bruges som tråd. Tråden er både tynd og stærk, og har f.eks været brugt til fiskenet, sytråd, samt vævning af stof.
På dette tidspunkt, var de tekstiler man lavede af plantefibre brune, som naturligt skete, når planterne tørrede. Lidt mere avanceret var uldklæderne, for man havde både brune og hvide får. Først omkring år nul er man begyndt at farve den hvide uld blå, og det var selvfølgelig med plantefarvning. Man brugte frø af vaidplanten, som man udvandt indigoblå af.
Tekstiler blev en del af livet
Som tekstilerne gjorde deres indtog, kom der selvfølgelig også nye teknikker til, både i form af væven, men også diverse håndarbejdsteknikker. Væven har været den ældste teknik til at lave et stykke stof. I bronzealderen brugte man en simpel, opretstående væv, hvor trådene blev holdt udspændte med vægte (f.eks sten) bundet i enderne. Selvom det kun var begyndelsen, så kunne man allerede i bronzealderen væve både fint og groft stof, og væveteknikkerne var på et ret højt niveau.
Som nævnt brugte man udover væven, også håndarbejdsteknikker bestående af bl. a. nålebinding og sprang. Man har på samme tid lavet forskellige flettede bånd og snore, og så har man også vævet bånd med brikvævning. Disse bånd har adskilt sig, ved at man med brikvæven kunne lave mønstre med forskellige farver og vævninger.
Vikingetiden og Middelalder
Ca. 800 – 1536
Teknikker forbedres og handel med andre lande begynder i vikingetiden, mens det i middelalderen udvikler sig hastigt. Det betyder nye muligheder, men det bliver også begyndelsen på et voksende skel mellem rig og fattig, når man snakker tøj og tekstiler. Fælles for begge, er dog at tøjet er kostbart.
Håndværket tager form
Langsomt men sikkert, bliver man dygtigere og dygtigere til at mestre teknikkerne. Det er fortsat mange af de samme teknikker fra oldtiden, som nålebinding, sprang, og flettede bånd og snore, der bliver brugt i vikingetiden. Man begynder at handle med andre lande, hvilket giver nye muligheder for produktionen af tekstil. Det gør at andre materialer og farver bliver tilgængelige, bl. a. nye planter til farvning kommer til.
Samtidig, bliver vævningerne mere avancerede og trådene tyndere, og håndarbejdets status ændrer sig. Lige så stille bevæger tekstilen sig fra at være noget, man holder sig varm med, til at være noget der skaber status. Det giver identitet til at klæde sig smukt, og klæder bliver set som et statussymbol, der skaber respekt!
Tekstiler får betydning
I takt med den hastige udvikling, er håndarbejde ikke længere kun noget man laver i husholdningen, men tekstilfremstilling begynder at blive et professionelt håndværk. Skrædderhåndværket bliver et fag, og håndværk begynder at blive organiseret. Man laver arbejdsdeling, hvor nogle specialiserer sig i at spinde tråd, andre i at væve osv.
Vævninger bliver stadig finere, og man begynder at brodere på stoffet. Dette er selvfølgelig mest af alt forbeholdt de velhavende, og det bliver især brugt til kirkeligt brug. Men det bruges selvfølgelig også til adelen og de kongelige.
Det ses eksempelvis på portrætter af maleren Hans Holbein, der med stor nøjagtighed kunne gengive denne type broderi, opkaldt efter sig selv: Holbeinsyning. Det var for adelen og de velhavende kostbart i penge/lønninger, især broderi (og senere kniplinger) var en luksus og et statussymbol.
Der var stor forskel på, hvordan de kongelige, adelen og de velhavende gik klædt, og hvordan den almindelige dansker gik klædt i hverdagen. Bonden lavede fortsat selv sit tøj i husholdningen, og man værnede om, passede på, reparerede og det “gik i arv”. For bonden og den fattige var det kostbart i tid, fordi det tog lang tid at fremstille. Modsat de velhavende, havde man ikke råd til at betale sig fra det, og derfor brugte man tøjet til det var slidt op.
Renæssance og Enevælde
Ca. 1536 – 1849
Udviklingen fortsætter naturligvis, og der kommer stadig nye materialer og teknikker til fra Sydeuropa. Der sker utrolig meget i denne tid, hvilket i høj grad påvirker hvordan vi klæder os på.
Håndarbejdets storhedstid
Reformationens begyndelse i Danmark kom i 1536, men indtil da havde kirken stor magt og ejer f.eks. meget landbrugsjord. Tiden præget af mange krige og konflikter, og i 1660 indførtes enevælden, der – kort fortalt – svækkede kirkens magt. I stedet fik kongen og adelen mere magt og større rigdomme.
Dette kommer til at kunne ses i klædedragten over hele Europa – også i Danmark! I tiden frem til Den franske Revolution udvikler kongehusene, adelen og de riges klædedragt sig til, at være mere og mere overdådigt pyntet, og efterhånden et orgie af kniplinger, broderi og perler. Særligt, var mændenes dragter fuldstændig overdrevet pyntet, og i 1700-tallet var det moderne med hvidpudrede parykker og sminke.
Kniplinger var en essentiel del af moden for den europæiske elite, og Christian IV, der regerede herhjemme i perioden, var kendt for sin ekstravagante påklædning. Hans påklædning inkluderede oftest store kniplingskraver, og kniplinger blev i den grad et statussymbol, der viste rigdom og magt.
Tønderregionen blev centrum for produktion af kniplinger, som også blev solgt til udlandet, og i sin storhedstid var industrien så stor, at det havde betydning for landets bruttonationalprodukt. Af samme grund blev det sønderjyske håndværk også kendt som “tønderkniplinger”.
Men uligheden mellem rig og fattig vokser. Hen mod slutningen af 1700-tallet var kongehusene, adelen og de riges klædedragt så ekstravagant og deres livsstil så ødsel, samtidig med at store dele af befolkningen sultede, at det endte i revolution – befolkningerne havde fået nok. Især i Frankrig tog man skridtet fuldt ud og halshuggede konge, dronning og en stor del af adelen. Det bredte sig også til Danmark, dog i en mere stilfærdig udgave.
Begyndelsen for nutidens håndarbejde
Andre håndarbejdsteknikker begynder i samme periode at blive mere kendte blandt befolkningen. Mens enevælden raser og kongerne rager til sig, fortsætter håndarbejdets popularitet hjemme i stuerne.
Flere hvidsyningsteknikker og broderi vinder frem, og én af disse er Hedebosyning. Der findes mange eksempler på forskellige afarter af broderi, men hvad der gør denne speciel, er bl. a. Hedebo-knappen. Mens mange knapper er lavet af faste materialer, er denne knap lavet af garn. Det er en stor fordel, når man ikke har andre tilgængelige materialer.
En anden teknik, der dukker op, er strik. Man mener at strik allerede gjorde sit indtog i slutningen af middelalderen, men der er stor usikkerhed omkring det. Originalt menes det at strik stammer fra mellemøsten, mens vi i Danmark har haft nålebinding, som minder om. Det ældst bevarede strik i Danmark – to barne-nattrøjer fra 1627 – stammer også fra Christian IV, og det kunne meget vel være på den tid, at strik kommer til Danmark, og bliver udbredt og populær.
I Jylland ser man eksempler på de såkaldte bindestue (på jysk, bindstouw), hvor man mødtes om aftenen og fik en god historie, mens man konkurrerede om hvem der kunne strikke mest. I 1672 begyndte man at producere og sælge strikkede varer, der blev givet videre til hosekræmmeren – datidens omvandrende forhandler af strikketøj.
Hækling hører til blandt de nyere håndarbejdsteknikker, og den første hæklebog på dansk udkom i 1847. Det var med opskrifter på hvid, kniplingsagtig hækling, som blev brugt til at udsmykke tøj og tekstiler, f.eks i form af blonder. Man fremstillede stadig ofte sit eget tøj i hjemmet, og satte en ære i også at smykke det. Det var en måde at vise andre, at man havde overskud og evner. En slags statussymbol – datidens mærkevare.
Men enevældens tid var forbi, og i 1849 fik vi Grundloven. Hele det her skifte kan tydeligt ses i klædedragten, og især manden skiftede i den grad stil. Han gik fra det overdådigt pyntede til at have forløberen for det jakkesæt på, som vi kender i dag. Kvindernes kjoler blev tilsvarende forenklet, men der var dog stadig plads til smukt håndarbejde i form af blonder, blomster og andet pynt.
Industrialiseringen
Ca. 1849 – 1960
Op gennem 1800-tallet blev der opfundet et utal af maskiner, som både blev brugt til massefremstilling på fabrikker og hjemme i husholdningerne. Det betød, at mange flyttede fra land til by.
Fra hænder til maskiner
Når man som arbejder boede i en by, havde man ikke længere adgang til “råvarer” til tekstilfremstilling som uld og hør, og dermed var man i vid udstrækning tvunget til at købe færdigt stof eller garn. Det ændrede dermed på, hvordan almindelige mennesker fik nyt tøj, og hvilken slags håndarbejde der var behov for.
Symaskinen kom til Danmark i 1850’erne, og ændrede markant på tøjfremstillingen i hjemmet. I Odense startede Brandts Klædefabrik i 1869, og var dengang… ja, en klædefabrik. Maskinerne fik stor indflydelse på, hvordan vi gik klædt, og hvordan man fremstillede tøj. Der kom langt mere fokus på snitmønstre og maskinsyning af tøj, og smukt pynt forsvandt også ganske langsomt. Fabriksfremstillet tøj fremstilles billigst, hvis det er enkelt og uden for mange detaljer, og det dannede rammen for moden fremover.
Der laves stadig håndarbejde
Det er fortsat populært at strikke og hækle på denne tid. En anden håndarbejdsteknik, som bliver populær i Danmark på denne tid, er orkis. Teknikken er egentlig fra 1600-tallet, men i en enklere form. Navnet orkis stammer fra det italienske occhi, som betyder øje, og orkisarbejde består netop af ringe, hæftet sammen med buer. Orkis bruges også til at lave smukke blonder på tøjet, de er lette og kniplingsagtige.
Både hækling og orkis bruges til at smykke tøjet med, og ofte bruges teknikkerne på en måde, så de ligner kniplinger. Også i hjemmet bliver de brugt, man laver rosetter og lyseduge til at pynte på møblerne med og sengetøj bliver i vid udstrækning smykket med “mellemværk” – det dukker stadig ofte op i genbrugsbutikkerne.
I 1900-tallet er håndarbejde stadig en nødvendighed i hjemmet, og der stoppes strømper, lappes tøj, strikkes trøjer og syes tøj. Har man overskud til det, så pynter man tøj og hjem med hækling, orkis, knipling og broderi.
Tekstiler og kvinder
Det var hovedsageligt kvinder der stod for tøjproduktionen i hjemmet, og pigerne lærer håndarbejde fra de var små. Det var en nødvendig dannelse, og noget man altid havde gjort, og traditionerne gives videre fra den ene generation til den næste. I 1889 blev håndarbejde indført som skolefag i det offentlige skolevæsen, dengang udelukkende for pigerne. Kvinderne går endnu hjemme hos børnene, og er man dygtig til håndarbejde, er det en oplagt måde at tjene ekstra penge til husholdningen på.
Krigstidens klæder
Under og efter verdenskrigene er der mangel på alt, også tekstiler. Det er en periode, som set på afstand er forbilledlig i forhold til optimal udnyttelse af tekstiler, alt bliver brugt, genbrugt, omsyet og repareret. Det er en storhedstid i forhold til innovation og nytænkning af tekstiler. Man syr frakker af faldskærme og mørkelægningsgardiner, laver overlæder til sko af rødspætteskind.
Velfærdssamfund og Nutiden
Ca. 1960 – nu
Siden 1960’erne har maskinerne og industrien stort set taget over. Håndarbejde bliver til hobby, men internettet ændrer vores adfærd.
Nye tider, nye værdier
Håndarbejde er gået fra at være en nødvendighed til at være en hobby. Billigt tøj bliver tilgængeligt i stort omfang, håndarbejde og hjemmelavet tøj mister sin status. Børn lærer ikke længere at lave håndarbejde, og traditionerne holdes i vid udstrækning i live af midaldrende kvinder, som typisk har lært det som børn. I slut 1900 og starten af 00’erne rammer håndarbejdets absolutte nulpunkt.
Med internettets ankomst ændrer tiderne sig drastisk, og meget bliver digitaliseret – også hobbyer. I en lang årrække underholdes man af sociale medier, hvor streaming også langsomt bliver mere normalt. Men tiden fortsætter heldigvis med at forandre os, og under corona i 2020, får håndarbejdet en tiltrængt comeback. Vi har pludselig en pause under nedlukningen, og strikkepindene kommer frem igen.
Det har sat skub i en ny udvikling, hvor interessen for håndarbejdstraditionen blomstrer. Internettet og især YouTube kommer os til undsætning, for små videoer er perfekte til, at man kan lære nyt i sit eget tempo. Når nu man ikke har lært det som barn, er det et perfekt alternativ.
Den travle nutid
Hastigheden i samfundet bliver hurtigere og hurtigere, og efter corona mærker mange det styrtende tempo. Man har under perioden lært vigtigheden i pauser og ro, hvilket skaber endnu mere behov for håndarbejdet – præcis, når man har brug for en pause i en stresset hverdag.
Samtidig, ses hastigheden også på vores tøjproduktion. Fast fashion buldrer derudaf, og de store koncerner masseproducerer tøj til os. Moden dikteres af store modehuse, og man kan efterhånden ikke skelne mellem brands. Fordi modetrends kun skal holde til næste kollektion, er kvaliteten tvivlsom. Tøjet er ikke længere kostbart.
Der er i en årrække fokus på bæredygtighed, og begreber som visible mending, repair og upcycling opstår. Modehusene tager det selvfølgelig til sig, og til stor ærgrelse, florerer begrebet greenwashing om mange af de store koncerner. Man kan derfor ikke vide sig sikker på, om tøjet rent faktisk er bæredygtigt.
Inden for de seneste par år opstår der dog heldigvis et behov for noget andet. Noget personligt, noget kreativt som tager tid, noget langsommeligt, som man kan fordybe sig i. Håndarbejde er langt fra en nødvendighed længere, og bliver mere til en bevidst handling, en interesse, som handler om identitet og værdier. Der er igen interesse for traditionelle teknikker.
Og hvad med fremtiden?
Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer inden for tekstilfremstilling. Men én ting er sikkert: Håndarbejdet ser ikke ud til at gå nogen vegne. Tværtimod oplever det en fornyet interesse, hvor tradition, fordybelse og bæredygtighed igen får en central plads. Måske er det netop i mødet mellem gamle teknikker og nye idéer, at tekstilens næste kapitel bliver skrevet.
Hos Once Again kan du gå på opdagelse i håndarbejdsteknikker med rødder i vores fælles traditioner. Min forkærlighed for de små tekstile detaljer, afspejler sig i teknikker som hækling, orkis og håndlavede garnknapper der alle særdeles velegnet til at give et stykke tekstil et personligt præg.
Du kan læse mere om de velkendte og glemte teknikker her, så de ikke går tabt: